Det kræver mod at udvikle sig til at være sig selv

Udgivet på gammel hjemmeside d. 7/4-2013

Vi danner vores personlighed gennem livet, og for mig har det taget lang tid og masser af mod, at finde mig selv. Da jeg blev født, var jeg:

Først mine forældres barn.

Så var jeg deres umulige teenager, mens jeg prøvede at finde mig.

Så blev jeg ”voksen” og fik en kæreste, endnu en kæreste og endnu en kæreste og pludselig var jeg gift.

Ud over at være mig, var jeg min mands kone. Så fik vi børn.

Så var jeg også mine børns mor.

Jeg blev skilt. Og var stadig mine børns mor. Børnene blev voksne og flyttede.

Nu er jeg bare mig. Og pludselig kan jeg mærke hvor dejligt det er.

Det sjove er, at jeg hele tiden har været mig. Jeg har bare også haft andre roller, ligesom alle andre har. Jeg har brugt mange år på at sætte andre foran mig selv. Og det er da egentlig meget pænt af mig. Eller hvad?

Det skal jeg ikke komme ind på her. Men jeg er i hvert fald glad for, at jeg for første gang i mit liv, bare er mig. Det skal forstås på flere måder. Den ene er, at jeg bor alene, og kun har mig selv at tage hensyn til. Det elsker jeg - det meste af tiden. For af og til kan jeg savne at tage mig af nogen. Men det går som regel hurtigt over igen. For jeg har jo mig at tage mig af, endda på fuld tid. Bare at være mig, betyder også, at det er meget nemmere at være mig selv, altså være som jeg er, når der ikke er nogen, der stiller spørgsmål til det, kommenterer, komplimenterer eller kritiserer. Så min tid som enlig har betydet, at jeg har fundet mig selv, og hviler mere i mig selv end nogensinde før, og har en meget klar identitetsfølelse.

Det er vel egentlig også på tide! Men ligesom alle andre, er jeg også præget det, jeg fik at vide om mig selv gennem min opvækst. Og hvis vores forældre ikke har formået at give os følelsen af at være gode nok, bare i kraft af at være os selv, vil vi prøve at give os selv den følelse, ved at have en bestemt adfærd. Jeg var rimelig trodsig og provokerende som ung. Men samtidig var jeg der også for alle, der havde brug for hjælp. Derfor er det selvfølgelig heller ikke en tilfældighed, at jeg har valgt uddannelser som sygeplejerske og psykoterapeut.

Ud over at have lyst til at hjælpe andre, har jeg også været drevet af, at hjælpe mig selv – til at finde mig selv. Og jubiii, det er altså sket nu. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke kommer til at opdage nye sider af mig selv og livet mere, det vil jeg gøre så længe jeg lever. For udvikling er mit liv. Udvikling af mig, af mine relationer, arbejdsområder og af de mennesker, der har brug for mine kompetencer.

Mit arbejde med mig selv og den medfølgende udvikling har ført til at jeg er lykkelig. I hvert fald det meste af tiden. Jeg elsker mit liv, fordi jeg tager 100 % ansvar for det 100 % af tiden.

Men hvordan har jeg fundet mig?

Det har jeg ved at arbejde med mig selv, og ved at vove fodfæste for en stund, som vores gamle filosof Søren Kirkegaard har sagt. Jeg har simpelthen prøvet mig selv af i forskellige sammenhænge, også selvom jeg har krummet tæer i skoene af pinlighed over mig selv. Men bagefter har jeg fnist henrykt, fordi jeg alligevel gjorde det. Jeg kan godt afsløre, at noget af det har at gøre med, at jeg egentlig ”burde være for gammel” til meget af det, jeg kaster mig ud i. Men alder er jo kun et tal, og skal jeg lade det hindre mig i at folde mine vinger ud og flyve? Nej vel!

Kærlig hilsen

Janne