Brænder du dig på livet, eller kan du gå på gløder?

Udgivet på gammel hjemmeside d. 2/5-2017

Forleden så jeg på Facebook mennesker, der var meget begejstrede over at have gået på glødende kul til et Tony Robbins Seminar.

Min reaktion var: Øh, hvorfor begejstring??

Jeg har selv gået på glødende kul 3 gange til et arrangement for 14 år siden, og havde overhovedet ingen Wow – fornemmelse. Det havde mange andre, og jeg tænkte hvorfor jeg ikke havde den følelse?

Jeg fandt frem til, at jeg inden arrangementet vidste at det selvfølgelig var muligt, for ellers blev det jo ikke arrangeret, right? Og det ville sikkert også være ulovligt, hvis folk gik derfra med brændte fodsåler. Jeg er selv uddannet i NLP, som Tony Robbins også startede med, og vidste derfor at det er et spørgsmål om at komme væk fra bevidstheden om, at man går på glødende kul, og at man går så tilpas kort en afstand, at man kan holde bevidstheden på noget andet, end det at gå på glødende kul.

Hvorfor skriver jeg nu det her?

Det gør jeg fordi, det er et rigtig fint eksempel på, hvordan vores tanker, hvad enten de er bevidste eller ubevidste, styrer vores følelser og handlinger. HVER gang vi tror noget ikke lykkes, gør det det heller ikke. Hvis vi tror fuldt og fast på, at noget lykkes, gør det det også – i hvert fald in the end. For der kan ligge mange lag af ubevidste tanker, der skal op til overfladen før vi har ryddet alle begrænsende og ubevidste tanker af vejen.

Jeg vil gerne give et lille eksempel på tankens kraft i forbindelse med at gå på glødende kul. Jeg var til arrangementet med min daværende kæreste, og vi fik begge lov at gå over alle 3 kulbaner. Min kæreste fik én brandvabel, og da vi kom hjem, spurgte jeg hvad han havde gjort for at få den? Han fortalte at da han gik over 3. gang, havde han besluttet at tælle sine skridt, og det var efter det, han havde fået sin vabel. Jeg kender også en anden person, der har gået over glødende kul flere gange, og kun en af gangene fik hun en brandvabel, fordi hun kiggede ned på gløderne lige da hun startede med at gå.

Er vores hjerne ikke utrolig?

Når vi bliver bevidste om, at vi går på noget, der kan brænde vores fodsåler, så får vi brandvabler. Når vi tænker på noget helt andet, og derfor ikke er bevidste om, at vi går på glødende varmt kul, så får vi ingen brandvabler.

Se det er jeg begejstret over, hjernen altså – og at vide, hvor vigtigt det er at blive bevidst om alt det, der får os til at ”brænde” os på livet og mennesker.

Det er grunden til at jeg har arbejdet med mig selv i mere end 20 år. Jeg er fra barndommen blevet præget til at tro, at livet er farligt, hvis ikke man gør alting på en bestemt måde, nemlig "den rigtige". Problemet er bare, at der ikke er EN rigtig måde at gøre tingene på, som jeg havde fået at vide. Nej der er ligeså mange rigtige måder, som der er mennesker på jorden, men det vidste jeg ikke i mange år af mit liv. Så jeg anstrengte mig overmåde meget for at blive "rigtig", uden at de nogensinde lykkedes. For følelsen lå som et dybt ubevidst og angstprovokerende program i mig. Og jeg er glad for at jeg allerede i 2003 vidste så meget om vores bevidsthed og underbevidsthed, at jeg kunne gå på glødende varme kul uden at brænde fødderne.

I dag kan jeg rigtig mange ting uden at brænde nallerne so to speak, fordi jeg har fået ryddet ud i de fleste af mine ubevidste tanker og mønstre, især fordi de slet ikke tilhørte mig.

Kærlig hilsen

Janne