Når nok er nok, må man sige fra - af hensyn til kærligheden

Udgivet på gammel hjemmeside d. 20/7-2017

Forleden havde jeg en samtale med en kvinde, der er i en proces omkring at lære at behandle sig selv lige så godt som andre. Denne proces betyder også at hun lærer at sige ja til sig selv og nej til andre.

Ved samtalen var hun ulykkelig, fordi hun havde været nødt til at sige fra overfor sin mand, der betyder virkelig meget for hende, mens han havde det meget svært. Hun sagde til mig, ”Janne, jeg har det så skidt over at måtte sige fra, i stedet for bare at blive ved med at øse kærlighed ud over ham, ligesom jeg plejer”.

Nu ved jeg hvor meget hun har tilsidesat sig selv for sin mand igennem mange år, og især de seneste måneder, hvor han har haft det rigtig skidt. Mit svar til hende var, ”vi når alle til et tidspunkt, hvor nok er nok, og når det tidspunkt kommer, må vi sige fra og sige nej”. ”Jamen”, indvendte hun, ”kunne jeg da ikke bare lige have holdt et par måneder til, når situationen forhåbentlig vil være bedre?” Nej, det kunne hun ikke. For manden tager ikke imod den kærlighed, hun giver, og det der er mange grunde til. Gode grunde, kærlige forklaringer. Men der er altså en grænse for, hvor langt man skal og kan strække sig - også overfor dem man elsker. Og i min optik er det kærlighed at sige fra og sige nej, når noget er for meget, og nok er nok.

I alle relationer er det en kærlig handling at stoppe dårlig opførsel. Faktisk er det ukærligt at lade være. Ingen mennesker, hverken børn eller voksne (undtagen mennesker uden empati), kan lide sig selv, når de opfører sig dårligt. Det kan godt være de tror de kan, men inderst inde bygger de langsomt men sikkert, en dårlig selvfølelse op. Hvis børn får at vide at de er umulige, frække, møgunger f.eks. er det værste, at de begynder at tro på det. Og hvis ikke de bliver stoppet i den dårlige adfærd i form af nej og grænser, fortsætter det. Og det bliver værre og værre for børnene og deres omgivelser, børnene får et mere og mere dårligt selvbillede, som i sidste ende kan det betyde en dårlig uddannelse pga. af dårlig skolegang. Børn kan nemlig ikke opdrage sig selv.

Det samme sker med voksne, der pga. svære situationer som stress, sygdom, arbejdsløshed, skilsmisse eller andet, pludselig bliver gnavne, sure, utilfredse, stikkende eller ondskabsfulde i deres adfærd. De skal også have hjælp til at ændre den uhensigtmæssige adfærd. Det er nemlig temmelig uoverkommeligt at tage sig selv i nakken, når man er nede. Som tæt relation som den kriseramte lader det gå udover, må man naturligvis starte med at give tid, plads, kærlighed,  være rummelig og forstående. Men hvis det eskalerer og den kriseramte bliver stadigt sværere at være sammen med, må dem det går ud over kærligt sige, hvad den opførsel gør ved dem. Hvis det er sagt nogle gange uden held, bliver man for alle parters skyld nødt til at sige højt og tydeligt STOP.

Forhåbentlig stopper vedkommende, og man kan starte fra et nyt sted eller gå tilbage til den kærlige relation, man plejede at have. Måske stopper vedkommende ikke sin dårlige adfærd, og så må den person, det går udover, finde ud af om vedkommende skal være i ens liv eller ej. Uanset udfaldet er det en kærlig handling både overfor den anden og overfor sig selv. Ved at sige stop, får personen med den dårlige adfærd en chance for at ændre adfærd, og derved på sigt slippe for at have det skidt over at have behandlet en anden person dårligt. Og den, der siger stop, har lært at behandle sig selv ligeså kærligt, som vedkommende plejer at behandle andre.

Den balance giver de kærligste relationer.

Det er ofte mennesker, der er meget kærlige, der har brug for at lære at sætte grænser, for at deres kærlighed ikke bliver misbrugt og opbrugt. Ethvert menneske fortjener kærlighed, og den er så meget nemmere at finde, modtage og mærke, når man starter med at behandle sig selv kærligt.

Elsk dig selv lige så højt, som du elsker dine nærmeste. 

Kærlig hilsen

Janne